TIPS / TRICKS

RGB, SCART og HDMI er tre forskellige ting. RGB beskriver et videosignal, SCART er et stik/kabelsystem, og HDMI er en digital forbindelse. Det er derfor ikke helt rigtigt at spørge, om “SCART er bedre end RGB” – et SCART-kabel kan nemlig føre både composite-video og RGB, og billedkvaliteten afhænger af det signal, konsollen og kablet faktisk bruger.

Fra RF til RGB

De ældste konsoller blev ofte tilsluttet via RF, hvor billede og lyd sendes samlet som et TV-signal. Composite er et trin op og bruger normalt det gule RCA-stik til video. S-Video adskiller lysstyrke og farve og giver typisk et renere billede. RGB holder de røde, grønne og blå billedkomponenter adskilt og kan på kompatible konsoller give et markant skarpere og mere stabilt analogt billede.

I Europa er RGB særligt interessant, fordi mange CRT-TV har SCART-indgang. Men et stik, der ligner SCART, er ingen garanti for RGB: billige kabler og de små RCA-til-SCART-adaptere fører ofte kun composite.

Hvad med Component?

Component/YPbPr bruger typisk tre videostik og er ikke det samme som RGB, selv om kablerne ofte er røde, grønne og blå. På maskiner som PlayStation 2, Wii og original Xbox er Component ofte en meget god løsning og kan desuden understøtte progressive opløsninger, hvor konsollen og spillet tillader det.

HDMI og moderne TV

De fleste klassiske konsoller sender ikke HDMI direkte. På et moderne TV skal det analoge signal derfor konverteres. En billig “AV2HDMI”-boks kan godt give et billede, men den kan tilføre forsinkelse, forkert billedformat og dårlig skalering. En retro-orienteret scaler er lavet til lave opløsninger som 240p/288p og kan konvertere RGB, Component eller andre signaler til HDMI på en mere kontrolleret måde.

PAL forbindes især med Europa og Australien, mens NTSC forbindes med Nordamerika og Japan. I retro-gaming bruges ordene ofte som en praktisk betegnelse for både TV-standard, billedfrekvens og spilregion, selv om de teknisk set ikke er præcis det samme.

50 Hz mod 60 Hz

På mange ældre europæiske konsoller kører PAL-spil ved 50 Hz, mens NTSC-versioner typisk kører ved cirka 60 Hz. Hvis et spil oprindeligt blev udviklet til 60 Hz og derefter konverteret til PAL uden ordentlig optimering, kan PAL-udgaven føles langsommere, og billedet kan få sorte bjælker øverst og nederst.

Det gælder dog langt fra alle PAL-spil. Udviklere lærte med tiden at optimere bedre, og mange senere konsoller og spil tilbyder 60 Hz-tilstand. Derfor skal man vurdere den konkrete titel frem for at antage, at enhver PAL-version er dårligere.

Opløsning og PAL60

Klassisk PAL-TV har flere aktive linjer end NTSC, men det betyder ikke automatisk et “bedre” spilbillede. Spillets grafik, portering og den valgte videomode er afgørende. PAL60 blev senere en praktisk mellemvej på kompatibelt udstyr: 60 Hz timing kombineret med PAL-kompatibel farvehåndtering på composite/S-Video.

Hvad skal en dansk samler vælge?

Hvis du vil samle på de udgaver, der oprindeligt blev solgt i Danmark og resten af Europa, er PAL det naturlige valg. Importversioner kan være interessante på grund af 60 Hz, andre covers, censurforskelle eller spil, der aldrig udkom i Europa, men de kan kræve en anden konsol, modifikation eller regionfri løsning.

Mange moderne TV har kun HDMI, mens ældre konsoller typisk sender RF, composite, S-Video, RGB eller Component. Den bedste løsning er normalt at tage udgangspunkt i det bedste signal, konsollen kan levere, og først derefter konvertere det til HDMI.

En helt billig AV-til-HDMI-boks kan få et billede frem, men den kan behandle 240p/288p som almindelig video, tilføje forsinkelse og strække billedet. En scaler, der er lavet til retro-signaler, håndterer typisk de lave opløsninger og skift mellem videomodes bedre.

Husk også at sætte TV’et i Game Mode, hvis det findes, og vælg 4:3 til spil, der er lavet til 4:3. PS2, Wii og original Xbox kan i mange tilfælde drage fordel af Component, mens RGB via SCART er en stærk løsning til mange ældre europæiske konsoller.

De fleste konsolspil fra 8-, 16- og 32-bit-æraen blev designet til datidens 4:3-TV. Hvis TV’et strækker et 4:3-billede ud til 16:9, bliver figurer og cirkler bredere end de skal være.

Nogle senere spil – især fra PlayStation 2, GameCube, Xbox og Wii-perioden – har en rigtig widescreen-indstilling. I de tilfælde skal både spillets indstilling og TV’et sættes korrekt. En widescreen-indstilling er ikke altid det samme som blot at zoome et 4:3-billede.

Hvis du er i tvivl, så se efter en 16:9- eller Widescreen-indstilling i spillet. Findes den ikke, er 4:3 som regel det sikre udgangspunkt for klassiske titler.

Et CRT-TV viser analoge retro-signaler uden den samme digitale skalering, som et moderne fladskærms-TV kræver. Det giver ofte meget lav forsinkelse og et billede, der passer naturligt til 240p/288p-grafik.

Et moderne TV er til gengæld større, lettere og mere praktisk. Med et godt signal, korrekt billedformat, Game Mode og en ordentlig scaler kan resultatet være fremragende. Valget handler derfor lige så meget om plads og bekvemmelighed som om billedkvalitet.

Vær forsigtig med CRT-apparater: de er tunge, og der kan være farlige højspændinger inde i dem. Reparation bør overlades til folk, der ved, hvad de laver.

Hz fortæller her, hvor ofte videosignalet opdateres. Mange europæiske PAL-udgivelser fra den klassiske konsolæra kører ved 50 Hz, mens japanske og nordamerikanske versioner typisk ligger omkring 60 Hz.

Et spil, der oprindeligt er lavet til 60 Hz, kan føles langsommere, hvis PAL-konverteringen blot sænker spillet til 50 Hz. Andre PAL-udgaver blev optimeret, og på senere konsoller blev 60 Hz-valg mere almindeligt.

50/60 Hz er ikke i sig selv en kvalitetsrangliste. Det afgørende er, hvordan det konkrete spil og den konkrete konsol håndterer videomoden.

RF blander billede og lyd ind i et TV-signal og er typisk den mest støjfølsomme løsning. Composite samler hele videosignalet i én videoforbindelse. S-Video adskiller lys og farve, mens RGB holder de tre farvekomponenter adskilt. Component/YPbPr er en anden komponentbaseret analog videostandard og kan på visse konsoller levere progressive signaler.

HDMI er digitalt og bruges direkte på nyere maskiner eller efter konvertering/scalering af ældre signaler. “Bedst” afhænger af konsollen, TV’et og den konkrete implementering – ikke kun af navnet på stikket.

Et SCART-stik fortæller heller ikke alene, hvilket signal du får. SCART kan blandt andet føre composite eller RGB.

En scaler omdanner konsollens lave opløsning til et signal, et moderne TV lettere kan vise. Retrospil bruger ofte videomodes som 240p eller 288p, som almindelige videokonvertere ikke altid genkender korrekt.

En retro-orienteret scaler fokuserer typisk på hurtig behandling, korrekt håndtering af 240p/288p og mulighed for at bevare 4:3. Mere avancerede modeller kan også tilbyde scanlines, flere indgange og kontrol over skaleringen.

Det vigtigste er ikke et bestemt mærke, men at boksen understøtter konsollens signaltype og dit TV. Undersøg derfor RGB, Component, composite og eventuelle 50/60 Hz-krav før køb.

Retrohardware er ofte 20, 30 eller 40 år gammel. Det betyder ikke, at alt skal skilles ad og renoveres med det samme. Den bedste vedligeholdelse begynder med ren opbevaring, korrekt strøm og god ventilation.

Til daglig

Hold ventilationsåbninger fri for støv, og giv konsollen plads til at komme af med varmen. Undgå direkte sollys, fugtige kældre og steder med store temperatursvingninger. Lad ikke tunge ting stå oven på maskinen, og rul ikke kabler så stramt, at de får permanente knæk.

Strømforsyning

Brug den korrekte originale strømforsyning eller en veldokumenteret erstatning med korrekt spænding, polaritet og tilstrækkelig strømkapacitet. At et stik passer fysisk betyder ikke, at strømforsyningen er kompatibel.

Cartridge- og controllerporte

Hvis spil eller controllere mister forbindelsen, så begynd med at rense selve spillet eller stikket frem for straks at bøje kontakter i konsollen. Gentagen mekanisk “justering” kan gøre stik dårligere. Isopropylalkohol med høj renhed kan bruges sparsomt på tilgængelige elektriske kontakter, mens maskinen er helt slukket og frakoblet, og alt skal være tørt før strømmen tilsluttes igen.

Optiske drev

CD/DVD-drev har mekaniske dele, der slides. Hvis en konsol har svært ved at læse skiver, bør du først kontrollere skivens tilstand og rense den. Undgå at skrue vilkårligt på laserens potentiometer: for høj effekt kan forkorte laserens levetid og skjule den egentlige fejl.

Batterier og kondensatorer

Nogle cartridges og konsoller har batterier til ur eller gemte data. Gamle batterier kan blive flade og bør udskiftes korrekt. Kondensatorer kan også ældes, men “recapping” bør foretages ud fra maskinens tilstand og kendte fejlmønstre – ikke bare fordi konsollen er gammel. Lækage, korrosion, ustabilt billede/lyd eller strømproblemer bør undersøges af en person med erfaring.

Forskellige medier skal behandles forskelligt. Målet er altid at bruge den mindst aggressive metode først.

Cartridges

Tør først plastikskallen af med en blød, let fugtet klud uden at få væske ind i spillet. Hvis kontaktfladerne er snavsede, kan de renses forsigtigt med en fnugfri vatpind eller skum-pind med en lille mængde 90%+ isopropylalkohol. Rens i kontaktens længderetning og lad spillet tørre helt, før det bruges.

Hvis snavset sidder fast, er det bedre at åbne cartridge-skallen med det korrekte sikkerhedsbit og rense printet kontrolleret end at hælde væske ned gennem åbningen. Vær forsigtig omkring labels: alkohol og vand kan beskadige tryk, lim og overflade.

CD, DVD og Blu-ray

Hold skiven i kanten og undgå at røre datasiden. Fjern løst støv først. Brug derefter en ren mikrofiberklud og tør fra centrum lige ud mod kanten. Undgå cirkulære bevægelser. Ved fedtede fingeraftryk kan en lille smule egnet mild rensevæske bruges på kluden – ikke hældes direkte på skiven.

Ridser

En beskidt skive kan ofte reddes med rengøring, men dybe ridser kræver eventuelt professionel resurfacing på CD/DVD-baserede medier. Blu-ray har en anden beskyttende struktur og bør ikke behandles ukritisk med samme slibende metoder. Hjemmeløsninger med tandpasta, slibemiddel eller polermaskiner kan gøre skaden værre.

Opbevar samlingen tørt, stabilt og væk fra direkte sollys. Høj luftfugtighed kan fremme korrosion og skimmel, mens sollys kan falme labels, æsker og plastik.

Undgå loftsrum og fugtige kældre, hvis temperaturen og fugten svinger meget. Lad konsoller få luft omkring ventilationsåbningerne, og opbevar kabler løst rullet uden skarpe knæk.

Fjern batterier fra tilbehør, der skal ligge ubrugt i lang tid. Lækkende alkaline-batterier kan gøre stor skade på batterirum og print.

Nogle cartridges bruger et lille batteri til at holde SRAM-data i live, når konsollen er slukket. Når batteriet bliver fladt, kan spillet miste evnen til at bevare gemte data.

Hvis et vigtigt savegame skal bevares, bør du undersøge backup-muligheder, før batteriet skiftes. På visse systemer findes cartridge-læsere og andre værktøjer, der kan kopiere save-data uden at ændre originalen.

Batteriskift kræver ofte lodning. Polariteten skal være korrekt, og arbejdet bør udføres med passende værktøj. Ikke alle cartridges bruger batteri – nogle anvender andre former for ikke-flygtig hukommelse.

ABS-plast kan ændre farve med alderen. Lys, varme, plastens kemi og tilsætningsstoffer kan alle spille ind, og derfor kan to ellers ens maskiner ældes meget forskelligt.

“Retrobright” bruges som fællesbetegnelse for behandlinger med peroxid og lys/varme, der kan gøre gulnet plast lysere. Resultatet kan være flot, men behandlingen ændrer ikke, at plasten er gammel, og forkert behandling kan give ujævn farve eller påvirke overfladen.

Til en samlermaskine er det værd at overveje, om original patina er bedre end en kosmetisk behandling. Start altid med almindelig, skånsom rengøring.

“Disc rot” bruges om nedbrydning i selve lagene på en optisk skive. Det er noget andet end almindelige overfladeridser. Tegn kan være misfarvning, små gennemsigtige punkter eller læsefejl, men ikke alle synlige mærker er disc rot.

Opbevar skiver lodret i deres æsker, tørt og væk fra stærk varme og sol. Håndter dem i kanten. En ridset læseside kan nogle gange poleres på CD/DVD, mens nedbrydning inde i lagene ikke kan poleres væk.

Hvis en sjælden skive begynder at opføre sig ustabilt, er det fornuftigt at dokumentere dens tilstand og undersøge lovlige muligheder for at bevare egne data.

Nej. Start med de simple ting: prøv flere kendte, rene originalskiver, kontroller skiverne for skader, og se om problemet gælder én medietype eller alle. Nogle drev kan eksempelvis have forskellig adfærd med CD og DVD.

En beskidt linse kan være en årsag, men mekanik, spindelmotor, strømforsyning eller en slidt laser kan også give læseproblemer. Undgå at dreje på laserens potentiometer som første løsning; det kan skjule fejlen og forkorte laserens levetid.

Hvis konsollen skal åbnes, så find en model-specifik guide og vær særligt opmærksom på strømforsyninger og andre områder med potentielt farlige spændinger.

Undersøg først maskinen uden strøm: kig efter rust, væske, insektrester, knækkede stik, opsvulmede eller lækkende batterier og en forkert strømforsyning. Rens støv udvendigt og kontrollér kablerne.

Har maskinen været opbevaret koldt eller fugtigt, så lad den nå normal rumtemperatur og blive helt tør, før den tilsluttes. Brug kun en korrekt strømforsyning med den rigtige spænding, polaritet og kapacitet.

Første test bør være kort og under opsyn. Unormal lugt, røg, kraftig varme eller mærkelige lyde er tegn på, at strømmen straks skal afbrydes.

Reproduktioner findes især på cartridge-systemer. Se på helheden: labelens trykkvalitet, skrifttyper, farver, cartridge-skallens plast, skruer og støbte mærker. Ét enkelt tegn er sjældent nok til at afgøre ægtheden.

På dyrere spil er et kig på printkortet ofte mere afslørende. Originale printkort har producentmærkninger, chips og layout, der kan sammenlignes med dokumenterede eksemplarer. Brug den korrekte bit til at åbne spillet, og undgå at beskadige skruer eller label.

Vær ekstra kritisk, hvis et sjældent spil sælges markant billigere end normalt, eller hvis sælgeren kun bruger generiske billeder. Bed om skarpe billeder af forside, bagside, kanter og – ved høj værdi – printkort.

En reproduktion kan være praktisk, hvis målet bare er at spille en dyr eller sjælden titel på original hardware. For en samler er forskellen derimod afgørende, fordi en repro ikke er den originale udgivelse.

Det vigtigste er gennemsigtighed. En reproduktion bør altid beskrives tydeligt som repro ved salg, så næste ejer ikke kan forveksle den med et originalt spil.

Kompatibilitet og kvalitet varierer også. Dårligt konstruerede cartridges kan bruge komponenter eller spændingsniveauer, der ikke matcher original hardware optimalt. Køb derfor fra en producent, der dokumenterer produktet, hvis du vælger repro.

Loose betyder normalt selve spillet uden original æske og manual. Boxed betyder, at æsken er med, men siger ikke nødvendigvis, at alt oprindeligt indhold er til stede. CIB bruges typisk om “Complete in Box”, men sælgere kan mene lidt forskellige ting – spørg hvad der konkret følger med.

PAL/NTSC bruges i retrohandel ofte som regionsbetegnelser, selv om ordene oprindeligt beskriver TV-standarder. Black label bruges ofte om en original standardudgave i modsætning til senere budgetserier som Platinum, Player’s Choice eller Classics.

Andre almindelige ord er variant (en anden officiel udgave), repro (reproduktion), sealed (forseglet) og graded (vurderet/indkapslet af en tredjepart).

Start med en maskine, du har et forhold til, og køb nogle få spil, du faktisk vil spille. En samling behøver ikke begynde med de sjældneste titler.

Loose cartridges og budgetudgaver kan være langt billigere end komplette førstetryk. Til disc-systemer kan almindelige, komplette spil stadig ofte findes til rimelige priser. Sæt et månedligt budget og lær prisniveauet, før du jagter sjældne ting.

Test udstyr når det er muligt, og prioriter god funktion og ærlig standbeskrivelse frem for kosmetisk perfektion. Det er billigere at vente på det rigtige eksemplar end at købe den samme ting to gange.

Kontrollér at modellen og strømforsyningen passer sammen. Test billede, lyd, controllerporte, knapper og – på disc-maskiner – flere originale spil. Lyt efter usædvanlige lyde fra drev og blæsere.

Se efter rust, væskeskader, manglende skruer, brudte garantimærker og tegn på hårdhændet reparation. På håndholdte bør du også teste skærm, hængsler, opladning, batteri og alle knapper.

På ældre maskiner er kosmetiske mærker normale. Dokumenteret funktion og en kendt model/revision er ofte vigtigere end en perfekt blank overflade.

En god tredjepartscontroller kan være helt fin, men følelsen kan variere meget. D-pad, knapmembraner, analogsticks, dead zones og trådløs forsinkelse påvirker oplevelsen mere, end kabinettets udseende gør.

Originale controllere er et godt referencepunkt, fordi spillene blev udviklet omkring dem. Til gengæld kan en 25 år gammel original controller have slidte membraner eller sticks, så “original” betyder ikke automatisk “som ny”.

Ved køb bør du teste alle retninger, diagonaler, skulderknapper og analoge inputs i et spil, hvor fejl er lette at mærke.

Originale memory cards er ofte det sikre valg på systemer som PlayStation, PlayStation 2 og GameCube, men originale kort kan naturligvis også fejle med alderen.

Tredjepartskort varierer i kvalitet. Meget store kort kan bruge bank-switching eller anden elektronik, som ikke fungerer lige godt med alle spil. Hvis et savegame er vigtigt, bør det ikke kun eksistere ét sted.

Nogle nyere adaptere og homebrew-værktøjer kan sikkerhedskopiere saves, men kompatibiliteten afhænger af system og løsning. Undersøg derfor den konkrete metode, før du flytter eller overskriver data.

Region-lock er en begrænsning, der skal forhindre software fra én salgsregion i at køre på hardware fra en anden. I retroverdenen møder man typisk betegnelserne PAL (Europa/Australien), NTSC-U/C (Nordamerika) og NTSC-J (Japan).

Fysisk regionslås

Nogle cartridge-systemer bruger forskellig form på cartridges eller konsollens slot. Et importspil kan derfor være elektrisk tæt på kompatibelt, men simpelthen ikke passe fysisk. Andre maskiner bruger ekstra låsemekanismer eller chips, som kontrollerer regionen.

Softwarebaseret regionslås

På disc-baserede systemer er regionskontrollen ofte en del af konsollens firmware eller boot-proces. PlayStation- og Sega-systemer fra perioden kan eksempelvis afvise en original disc fra en anden region, selv om disc-formatet fysisk er det samme.

Region-free er ikke det samme som problemfrit

Selv når en konsol eller et spil ikke er låst, kan der stadig være problemer med 50/60 Hz, videostandard, sprog, onlinefunktioner, DLC eller tilbehør. På ældre TV kan et importspil give sort/hvidt billede eller slet intet billede, hvis displayet ikke accepterer signalet.

Modchips, adaptere og mods

Der findes region-adaptere, boot-discs, switches og modchips til mange systemer. Nogle løsninger ændrer kun regionskontrollen, mens andre også kan skifte 50/60 Hz. Det er vigtigt at undersøge den konkrete konsolrevision, fordi én metode ikke nødvendigvis passer til alle modeller.

Alle PlayStation 3-modeller kan afvikle originale PlayStation-spil i forskelligt omfang, men bagudkompatibilitet med PlayStation 2 på disc findes kun på bestemte tidlige PS3-modeller. Derfor er modelnummeret vigtigere end blot udseendet.

I Europa er CECHC04 den mest kendte tidlige 60 GB-model med PS2-kompatibilitet. Den bruger en kombination af hardware og software til PS2-funktionerne og er ikke identisk med de tidligste japanske/amerikanske modeller, der havde mere PS2-hardware indbygget.

Senere PAL-modeller, Slim og Super Slim kan ikke afvikle originale PS2-discs på normal vis. Kig altid på CECH-modelnummeret på maskinens mærkat, før du køber en PS3 specifikt til PS2-spil.

Den oprindelige Xbox 360 kom i flere revisioner, før Microsoft lancerede det mindre Xbox 360 S-design i 2010 og senere Xbox 360 E i 2013. Indvendigt findes der endnu flere motherboard-revisioner.

Tidlige Xbox 360-maskiner er kendt for højere fejlrate end senere revisioner. HDMI findes ikke på alle de allerførste modeller, så kontrollér bagsiden på den konkrete maskine. S- og E-modellerne har integreret Wi-Fi, mens ældre modeller typisk kræver adapter.

Harddiske og strømforsyninger er heller ikke universelt udskiftelige mellem alle kabinetgenerationer. Køb tilbehør efter den konkrete model.

PlayStation 2 “Fat” er den store originale kabinettype, mens Slim-modellerne er væsentligt mindre og har topbetjent disc-låg. Begge familier findes i flere hardware-revisioner.

Fat-modeller kan bruge den officielle netværksadapter og intern harddisk på kompatible modeller, mens Slim har netværksport integreret på de fleste versioner, men ikke plads til den samme interne 3,5-tommers harddiskløsning.

Kompatibilitet med enkelte PS1/PS2-spil og tilbehør kan variere mellem revisioner. Hvis et bestemt spil eller stykke hardware er vigtigt, så tjek SCPH-modelnummeret frem for kun at vælge “Fat” eller “Slim”.

Game Boy og Game Boy Pocket spiller originale Game Boy-spil. Game Boy Light er en japansk model med indbygget frontlys og samme grundlæggende spilbibliotek. Game Boy Color spiller Game Boy- og Game Boy Color-spil, men ikke Game Boy Advance-spil.

Game Boy Advance og den første Game Boy Advance SP har hardware til at spille Game Boy, Game Boy Color og Game Boy Advance-cartridges. Game Boy Micro spiller kun Game Boy Advance-spil.

Nogle cartridges har særlige funktioner eller fysisk form, så tilbehør kan have egne begrænsninger. Men som tommelfingerregel er GBA/GBA SP blandt de mest fleksible maskiner i familien.

Original Nintendo DS og DS Lite kan spille Nintendo DS-spil og Game Boy Advance-spil. DSi og DSi XL fjernede GBA-slotten og spiller derfor ikke GBA-cartridges.

Nintendo 3DS-familien kan spille langt de fleste Nintendo DS-spil samt 3DS-spil fra samme region, men har ikke GBA-cartridge-slot. New Nintendo 3DS har desuden enkelte spil og funktioner, der kræver den nyere hardware.

3DS-systemet er regionslåst for 3DS-software. DS-software er mere nuanceret, især DSi-forbedrede titler, så import bør undersøges titel for titel.

De tidlige Wii-modeller med GameCube-controllerporte og memory-card-slots kan spille originale GameCube-discs. De genkendes blandt andet på klapperne øverst, når konsollen står lodret.

Senere Wii Family Edition fjernede GameCube-kompatibiliteten, og Wii Mini kan heller ikke spille GameCube-discs. Derfor er “en Wii” ikke i sig selv garanti for GameCube-understøttelse.

Til GameCube-spil på en kompatibel Wii skal du normalt bruge GameCube-controller, og gemte data bruger GameCube-memory card.

Original hardware giver den oprindelige controller, signalvej og maskinens faktiske timing. Emulation genskaber hardwaren i software og kan være langt mere praktisk, især til opskalering, save states og adgang på moderne skærme.

Kvaliteten af emulation afhænger af emulator, indstillinger og værtshardware. Nogle løsninger er ekstremt præcise, mens andre kan have forskelle i timing, lyd, grafik eller inputforsinkelse.

Der er derfor ikke én løsning, der passer til alle. Til museum, samling og nostalgi er original hardware en stor del af oplevelsen; til bekvemmelighed og bevaring kan emulation være et stærkt supplement. Brug software og kopier på en måde, der respekterer gældende rettigheder.